HE JØRGENSEN FYLDER 65 ÅR

Hos HE Jørgensen fejrer vi i dag 65 års jubilæum og meget har ændret sig siden Hans Ejgil Jørgensen etablerede sit autoværksted den 1. juni 1958 på Søndergade i Karise for præcis 65 år siden. Køretøjerne var f.eks. lidt mindre end de er i dag. 🚗🚛
 
I de første år var HE Jørgensen forhandler af Lloyd- og Wartburg-biler, og blev senere servicepartner for Renault. I 1966 havde virksomheden 5 ansatte, og flyttede derfor til Købmandsgården på Bredgade i Karise for at få mere plads. Væksten fortsatte og i 1969 blev der bygget eget værksted på Solagervej i Karise. Kort tid efter – i 1971 – blev virksomheden autoriseret Scania-værksted, og i 1983, hvor der kunne holdes 25-års jubilæum, var virksomheden vokset til 18 medarbejdere. 🙌
 
Hans Ejgil Jørgensen døde desværre alt for ung i 1989, hvorefter virksomheden kortvarigt blev drevet af Hans Ejgil Jørgensens hustru, Inger-Lise Jørgensen, samt mestersvend Erik Andersen indtil anden generation Henrik E. Jørgensen overtog ansvaret i 1992. 🛠
 
I 2002 indgik HE Jørgensen en skelsættende aftale, hvor man blev MAN-forhandler med salgsansvar for Vest- og Sydsjælland samt Lolland & Falster. virksomheden flyttede kort tid efter til Dalby, hvor et moderne MAN-center blev indrettet og den dag i dag stadig benyttes som hovedkontor. 🦁
 
Vi har nu haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med MAN igennem mere end 20 år, hvor både MAN som brand og vi som virksomhed har udviklet os meget positivt, udtaler Henrik Ejgil Jørgensen. 🤝
 
Vores fokus er på vores kunders behov og på at finde løsninger, der skaber værdi for vores kunder, det har ikke ændret sig de seneste 65 år. Vi er derfor stolte over, at HE Jørgensen er i bedre form end nogensinde. Vores nu lidt over 70 medarbejdere forsøger hver dag at leve op til de principper, som Hans Ejgil Jørgensen grundlagde virksomheden på. 🚛💪
 
Et jubilæum er altid en god lejlighed til at stoppe og reflektere. Vi ville f.eks. ikke være noget uden et fortrinligt og tillidsfuldt samarbejde med vores mange gode loyale kunder. Så tusind tak for samarbejdet, som vi håber og tror på vil fortsætte i mange år endnu. 🤝
 
Fremtiden ser lys ud og næste generation er på vej da Henriks søn, Hans-Kristian E. Jørgensen, netop er udannet i salgsafdelingen, hvorfra han har dit daglige virke. 🙌